|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Instruktør
|
|
|
Kim Ki-Duk
|
|
|
Skuespillere
|
|
Seung-yeon Lee
Hyun-kyoon Lee
Hyuk-ho Kwon
Jin-mo Ju
|
|
|
|
For knapt en måned siden, kunne man opleve Forår, sommer, efterår, vinter og forår, en af de smukkeste film de senere år, i danske biografer, og nu har de få, der ønsker at se film, der har mere at tilbyde end fordummende amerikansk underholdning, det privilegium, at kunne se endnu en film af den koreanske auteur Kim Ki-Duk: Tomme Huse (Bin-Jip, 2004).
Tae-suk (Lee Hyun-kyoon) er et ensomt menneske, der tilbringer sin hverdag med at leve andre folks liv; han bryder ind i deres hjem, medens de er borte, og gør som om, at han bor der. En dag møder han under et af sine indbrud Sun-hwa (Lee Seung-yeon), en kvinde der har låst sig inde i sit eget hjem, da hun er på flugt fra sin voldelige ægtemand.
Sammen flygter de og lever som han gjorde det, andres menneskers liv, indtil de en dag bliver opdaget og arresteret. Sun-hwa bliver taget med hjem af sin mand, Tae-suk kommer i fængsel.
Kasserede mennesker
Hvor Kims tidligere film er studier i skyld, antydede han med Samaria (2004) et skift i sit leitmotiv, det af et usagt accept af kærlighed mellem to mennesker, et motiv han forsætter i både Tomme Huse og i hans seneste film Hwal (2005). Som sådan kan man se Tomme Huse som den første af en ny periode for Kim.
Titlen betyder direkte oversat 3-Jern, og er en reference til golfkøllen af samme navn. For Kim vigtigt, da det er den mindst benyttede golfkølle af dem alle - faktisk anvender mange det slet ikke. Ligesom det, findes der mennesker der er en del af samfundet, men ikke bliver brugt. Overset, skubbet til side, forbigået, ignoreret: kasserede mennesker, og det er dette Kim ønsker at beskrive.
Igennem filmen understreger Kim sit motiv ved at bygge sin mise-en-scene op omkring ting man har smidt væk, som for eksempel et sammenkrøllet stykke papir, og forbinder genstanden med sin(e) hovedperson(er), da papiret er en del af den teknik, hvormed Tae-suk finder ud af om folk er bortrejste eller ej.
Den danske titel, Tomme Huse, kommer af en af ideerne bag filmen, "...at vi alle er tomme huse, der venter på, at nogen kommer og låser os op og sætter os fri.", hvor Kim ønskede at beskrive det tomme rum som et ikke beboet hus bestod af. Men hvorom det måske er en mere visuel titel end 3-Jern, så kan den lede opmærksomheden hen på det tomrummet som personerne fylder ud, i stedet for personerne selv, hvilket kan lede til forkerte konklusioner af Kims mise-en-scene og fortælling. Det er dog en meget smuk og tankevækkende dansk titel.
En katolsk abstraktion
Kim er opdraget katolik, men har gennem årene opgivet sin religion, for i stedet at se mere nuanceret, gennem såvel eksistentialisme, psykologi som buddhisme, på begrebet skyld.
Men Tomme Huse er hans mest katolske film til dato, da hele tredje del af filmen kan ses som en abstraktion over skærsilden i forbindelse med deres synd.
Kim introducerer døden ved at lade Tae-suk og Sun-hwa bryde ind i et hjem, hvis ejere er døde. Tidligere har han flirtet med døden, ved at Tae-suk er ved at slå en kvinde ihjel ved et uheld. Deres vej sammen er i skyggen af døden.
Det er i de dødes hjem, at de bliver arresteret, for så at blive straffet på hver deres måde; hun ved at komme hjem til sin voldelige mand, han ved at komme i fængsel til en voldelig vagt. Begge forsøger at slippe bort fra deres virkelighed. Hun bliver mere og mere distanceret, han forsøger at gøre sig usynlig.
Denne del kan man se som en abstraktion over skærsilden, da man eftergiver dem deres synd. Tae-suk bliver løsladt fra sit fængsel, Sun-hwa bliver tilgivet af sin mand; en tilgivelse der kan ses som tilgivelsen af venial synd, den tilgivelige synd; og i tilgivelsens øjeblik forenes Tae-suk og Sun-hwa, i en smuk og pervers mise-en-scene, hvor Sun-hwa inderligt omfavnes af sin mand, medens hun selv inderligt kysser Tae-suk over sin mands skulder. Polymorf pervers abstraktion over treenigheden.
Kim fortsætter sit billede af himmelsk kærlighed ved at slutte filmen med et billede af Tae-suk og Sun-hwa der kysser hinanden på en vægt; en vægt hvis skala viser 0 kg. Er dette en drøm? Er de døde og dette himlen?
Ukonventionel og genial
Tomme Huse er Kims letteste tilgængelig film til dato, og mest konventionelle, da det meget overfladisk sagt blot er en kærlighedshistorie mellem to mennesker, der ikke bliver regnet for noget af nogen. Men selv når Kim er let, så er der stadig stor tanke bag hans mise-en-scene.
Kim har tidligere anvendt eksisterende skulpturkunst som en del af sin symbolisme, til at understrege en følelsesmæssig situation, for eksempel i Samaria anvender han skulpturer som repræsentanter for parforhold og familie, og i Tomme Huse, fortsætte og udvider Kim denne metodik, og skildre Sun-hwas situation gennem dels statuer dels fotografier.
Hjemme hos Sun-hwa ser vi allerede i titelsekvensen en statue af en kvindeskikkelse bag et net, der bruges til at opfange golfkugler med; her en repræsentant for en person i fangenskab, for senere, da Sun-hwa følger med Tae-suk, at se en statue af en engel der flyver med armene spredt ud; fangenskab overfor frihed.
Symbolikken fortsættes med, at Sun-hwa tager med sin mand hjem igen, skildres hun kun gennem fotografier, som Tae-suk siden stjæler og dermed efterlader en tom ramme; en tom ramme der understreger, at han befrier hende fra at være indespærret af andres rammer.
En anden del af Kims mise-en-scene går på, at i filmens to første akter, er Tae-suk en synlig person i et tomt hus, for så i tredje akt at være en usynlig, for alle andre end Sun-hwa, person i et beboet hus.
Vurdering
Forførerisk let som en drøm, stort set uden dialog, er Tomme Huse er et portræt af ensomheden af kasserede mennesker, en ukonventionel og gådefuld kærlighedshistorie, samt et fortsættende studie i hans auteriske leitmotiv af synd.
Kim er et geni. Hver en af hans film er mesterværker; dybsindige studier af mennesket, grænseoverskridende i mise-en-scene. Ligesom andre ægte auteurs, er Kim værker Sui Generis; egenstående og en genre i sig selv.
Overfor to nærmest omnipotente værker, Forår, sommer, efterår, vinter og forår og Samaria, er Tomme Huse en for let film. Hans symbolisme præges meget af en pseudo mytologisk transtekstualitet, og det gør den for kryptisk og for let at angribe. Dog er det den vej Kim har valgt at følge, da hans film efter denne, Hwal (2005), består af et endnu mere personligt billedsprog.
Men for mig går Kim bagom sig selv og begår en alvorlig fejl ved at afslutte filmen med en tekst, "It's hard to tell that the world we live in is either a reality or a dream."
Hver gang Kim i fortiden er blevet spurgt om sit forhold til publikum, har han sagt, at han er komplet ligeglad med dem; Hvis de kan lide hans film, så tak, hvis de hader hans film, så er det deres problem. Hvorom dette er et ægte auteurisk islæt, så synes jeg, at Kim giver publikum en ledetråd med denne sluttekst, og at give publikum en ledetråd er at tage dem med i sin overvejelse af sin mise-en-scene, og dette er en karaterbrist i Kims auteurism; en svaghed. Og selvom dette i sidste ende er en akademisk auteurisk diskussion, så er den for mig overfor Kim så afgørende, at jeg ikke vil give ham et fuldt sæt stjerner.
Tomme Huse er og bliver dog stadigvæk en af årets smukkeste og mest originale film vist i danske biografer. En film, så enestående i sit udtryk, at den får alt andet til at blegne ved siden af sig.
|
|
|
|
|
Medlemmerne anbefaler
|
|
|
|
Samaritan Girl
Dramaet handler om teenagepigen Jae-Young, som for at få råd til en rejse til Europa, sælger sig ...
|
|
|
|
|
|
|
|
Elephant
Nate afslutter fodboldtræningen og mødes med sin kæreste. John snupper nøglerne til fars bil fordi ...
|
|
|
|
|
|
|
|
|