Reindeer spotting

Lapland for stiknarkomaner Del
Reindeer spotting er en ærkefinsk dokumentar om en ung narkomans liv og drømme i julemandens sneklædte hjemby i det nordlige Lapland.
Anmeldt af:
Thea Varmløse Sørensen
19.07.2012
Medie:
Kilde: Øst for Paradis
Reindeer spotting




Instruktør
Joonas Neuvonen
Skuespillere
Rovaniemi er ikke alene en af Laplands nordligste byer, den promoverer sig også på at have Julemanden blandt sine indbyggere. Byens indbyggere må, på grund af sin placering tæt på polarcirklen, døje med uendelige, kolde vintre belagt med tykt mørke. Man kan ikke bebrejde den 19-årige Subutex-narkoman Janis drøm om at lægge de golde, sneklædte vintre bag sig og bese den store verden.

Misbrug på film
Filmhistorien har adskillige misbrugsrelaterede forfaldsskildringer på samvittigheden. Titler som Requiem for a Dream, Christiane F. og Shame kredser alle om misbrugets fortærende natur. Filmene tager udgangspunkt i unge skæbners eskalerende tiltrækning af sprøjter, kulørte piller eller sex, og følger dem til de rammer en afgrundsdyb bund med et brag.
Reindeer spotting har en lidt anden indgangsvinkel. Den skildrer ikke en stejl, nedadgående kurve; snarere en frustrerende, endeløs stilstand i sine nattemørke, snedækkede kulisser kombineret med en cyklisk jagt på nye stoffer. Begge dele noget filmens hovedperson drømmer om at slippe væk fra.

Ikke helt på bunden
Vi møder Jani, da han allerede er adskillige år henne i et veletableret misbrug. I en sidebemærkning hører vi om hans mors alkoholproblemer og om, hvordan han har mistet to af sine fingre på grund af en uoverensstemmelse med en pusher.

Jani bor ikke i en papkasse, og selvom han ikke går af vejen for at negle en bilradio i ny og næ, har man ikke indtryk af, at han sælger beskidte blowjobs i klamme gyder for at finansiere indholdet af sine sprøjter. Han er ikke helt dernede, hvor alt gør ondt, og det betyder, at man nemmere kan relatere sig til ham. Det gør næsten endnu mere ondt i øjnene, fordi han føles inden for rækkevidde uden nogensinde rigtigt at være det.

Narkomantilværelsen på indersiden
Det er en af Janis nære venner, Joonas Neuvonen, der står bag Reindeer spotting. Skal man tro filmens indledende tekst, har han selv været en del af junkie-miljøet i Rovaniemi. Neuvonen følger Janis færden gennem et opmærksomt, håndholdt kamera. Vi ser Janis, når han summer langt væk I sin stof-rus, når han mangler penge og er villig til at gå langt for at få fyldt årerne, og når han planlægger sin eskapistiske flugt fra Rovaniemi og Finland.
De tos relation gør filmen intim, og man føler, man kommer meget tæt på. Alligevel er det svært ikke at være lidt mistroisk, når det gælder Neuvonens intentioner. Nogen steder bliver skildringen af den dinglende og til tider urealistiske Jani næsten udstillende.

Reindeer spotting er barsk og trist, men den byder også på nogle livsbekræftende iltindtag, når Jani opnår nogle af de ting, han har drømt om. Også selvom vi alle sammen ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han igen glider ned i sølet.


Køb "Reindeer spotting" hos iMusic
Køb "Reindeer spotting" hos Gucca
Køb "Reindeer spotting" hos CDON.COM
Køb "Reindeer spotting" hos CoolShop

Køb filmen her